23948sdkhjf

Lyngby-vaser og duge hjælper Rosendahl til millionoverskud

Dansk designvirksomhed, der huser mærker som Kay Bojesen og Bjørn Wiinblad, fik 30 millioner på bundlinjen.
Den familieejede danske designvirksomhed Rosendahl Design Group havde travlt med opkøb i 2016.

Med købet af Lyngby Porcelæn, der blandt andet er kendt for sine vaser, og tekstilproducenten Juna i årets løb kan Rosendahl se tilbage på et år, hvor omsætningen satte rekord.

Samlet solgte Rosendahl Design Group, der tæller en række danske designmærker, for 448 millioner kroner. Det gav et resultat på 29,9 millioner kroner før skat, oplyser virksomheden i sit regnskab.

I 2015 omsatte virksomheden for 230 millioner, mens årets resultat landede på 32 millioner kroner. De to år kan dog ikke direkte sammenlignes, da opkøb og ændret regnskabspraksis skal tages i betragtning.

Og så er resultatet i 2016 påvirket af, at alle medarbejdere i virksomheden har fået en ekstraordinær bonus, oplyser Rosendahl.

Rosendahl Design Group tæller i dag ud over produkterne fra Rosendahl, Holmegaard, Kay Bojesen, Global, Arne Jacobsen Ure, Bjørn Wiinblad, Juna og Lyngby Porcelæn.

Rosendahl har især succes på det danske og norske marked. Næste skridt er at etablerede sig yderligere på nye markeder - særligt resten af Nordeuropa og Japan, lyder det fra selskabets administrerende direktør, Henrik Rosendahl.

- Derfor kommer vi også til at investere i både flere medarbejdere og markedsføring, ligesom vi da heller ikke kan afvise, at vi kunne finde på at købe yderligere op, skulle den rette designvirksomhed vise sig, siger Henrik Rosendahl i en pressemeddelelse.

Selskabet Rosendahl er grundlagt i 1984 af Erik Rosendahl. Hans søn, Henrik Rosendahl, har stået i spidsen af virksomheden siden 2005.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.066